Mette Frederiksen, der søndag fylder 40 år, er blevet forlovet med den 52-årige Bo Tengberg.
Det skriver BT.
- Bo betyder utrolig meget for mig. Han er meget livsglad, nysgerrig og optimistisk af natur og tager tingene, som de kommer. Han er meget rolig og ikke sådan at slå ud af kurs, siger Mette Frederiksen.
Hun blev for tre et halvt år siden skilt fra sin mand Erik Harr. Med ham fik hun de to børn Magne og Ida Feline, der i dag er henholdsvis 11 og 14 år.
Mette Frederiksen fortæller, at der endnu ikke er sat dato på et bryllup. Hun er af den gammeldags overbevisning, at det er manden, der skal spørge, siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I en ofte hektisk og presset hverdag på Christiansborg nyder hun nu den ro, som den nye partner er kommet med.
- Det er måske også i takt med, at jeg selv er blevet ældre, at ’ro’ er blevet tiltrækkende for mig. Jeg har altid haft det sådan, at jo højere musik, des flere mennesker og jo mere gang i gaden, desto bedre. Men roen er blevet vigtigere, og især roen sammen med ham, siger Mette Frederiksen.
Hun skal holde en lille fødselsdag hjemme i Ballerup, før den ellers står på valgkamp. Bo Tengberg bor i København med sine tre børn. 11-årige Malou, 13-årige Matilde og endelig 15-årige Sylvester.
Matilde og Sylvesters mor er den kendte skuespiller Trine Pallesen, mens den yngste har en tysk mor.