Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger mandag middag landsbyen Ølst syd for Randers, som et omfattende jordskred med forurenet jord langsomt bevæger sig imod.
Det oplyser Statsministeriet til Ritzau.
Besøget begynder omkring klokken 12.00, og statsministeren vil senere besvare spørgsmål fra pressen.
Jordskreddet er sket på den nu konkursramte virksomhed Nordic Wastes grund. Jordbehandlingsvirksomhedens håndtering af jordskreddet har medført kritik fra blandt andet regeringen.
Fredag lød det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), at regeringen vil forfølge "alle juridiske muligheder" for at få Nordic Waste til at betale for oprydningen ved jordskreddet.
Nordic Waste fik torsdag udstedt to påbud af Miljøstyrelsen.
I det ene påbud stilles der krav om, at Nordic Waste skal stille økonomisk sikkerhed for de forventede omkostninger for at forhindre, at jordskreddet forårsager miljøskade i den nærliggende Alling Å.
Det andet påbud handler om, at virksomheden skal lave foranstaltninger til at sikre miljøet.
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, har mandag konkluderet, at den primære årsag til jordskreddet er deponering af jord.
Det afvises, at jordskreddet er en "naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig (og uafværgelig) karakter".
Nordic Waste meddelte i december sidste år, at virksomheden var ramt af et "betydeligt jordskred". Men 19. december forlod virksomheden selv opgaven med at få det under kontrol.
Siden har Randers Kommune stået med ansvaret. Fra 19. december til 9. januar har kommunen brugt over 41 millioner kroner eksklusive moms på at forhindre, at jordskreddet forurener Alling Å.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) er med statsministeren på besøget i Ølst.
/ritzau/