Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hun burde have grebet ind før og lukket et hul i loven om jobrotation for elever og lærlinge.
Det slår hun fast, selvom Dansk Arbejdergiverforening (DA) allerede tilbage i februar og marts i flere omgange advarede om, at reglerne gør det så lukrativt for virksomhederne at lade elever indgå i jobrotation, så det åbner for misbrug.
- Nu skal man huske, at DA er en interesseorganisation, som fra tid til anden er uenig med regeringen i vores beskæftigelsespolitik. Når der ligger et høringssvar fra DA, så læser jeg det selvfølgelig, men jeg indretter ikke hele vores beskæftigelsespolitik efter, hvad DA mener, siger hun.
Mette Frederiksen fastholder, at hun gennem hele sagen har fulgt anbefalingerne fra embedsværket i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Herfra landede der først en anbefaling på ministerens bord om at gribe ind 11. juni, efter at også HK og LO havde advaret om, at der er et problem med "utilsigtet brug af ordningen".
- Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har siddet nogen advarsler overhørig fra embedsmænd. På det tidspunkt, at Arbejdsmarkedsstyrelsen indstiller over for mig, at vi ændrer i reglerne, så træffer jeg beslutning om at gøre det, siger Mette Frederiksen.
Beskæftigelsesministeren var torsdag indkaldt i åbent samråd om sagen, der i sidste uge førte til, at Mette Frederiksen satte en midlertidig stopper på et halvt år fra 1. juli for at lade virksomheders elever og lærlinge indgå i jobrotation.
Men ministeren måtte skuffe de politikere, der så frem til at få et klart svar på, hvor meget hullet i jobrotationsreglerne har kostet statskassen.
- I det halve år, der starter om få dage, tager vi en timeout, så vi kan få belyst, hvor mange penge, der reelt er brugt, hvad angår elever og lærlinge på jobrotation.
- Det vil være for usikkert at give et svar på nu, for Arbejdsmarkedsstyrelsen ved det først, når alle kommunerne har hjemtaget refusion, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/