Det var et brud på de interne spilleregler, der førte til at Mette Gjerskov (S) fik frataget sin ordførerpost. Det fortæller Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i et interview med Børsen.
Mette Gjerskov blev i marts vraget som udviklingsordfører efter, at hun stemte mod partilinjen om burkaforbuddet. Og den går ikke, hvis man spørger Mette Frederiksen.
- Der er stort set ingen folketingspolitikere, der bliver valgt på deres egne stemmer alene. Langt, langt de fleste af os bliver kun valgt, fordi vi er stillet op på en liste og dermed repræsenterer et parti. Den gensidighed kræver en enorm respekt for fællesskabet, siger Mette Frederiksen til Børsen.
Mette Frederiksen understreger, at det er fint med intern modstand. Men i offentligheden skal det være klart for vælgerne, at den socialdemokratiske gruppe står last og brast. Især når det gælder finans-, udenrigs- og udlændingepolitikken.
- Det er altid ærgerligt, når der er nogen, der ikke vil overholde de spilleregler, man har truffet beslutning om i fællesskab, siger Mette Frederiksen til Børsen.
Mette Gjerskov fik 2.859 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2015. Her var hun opstillet i Roskilde kredsen. Det er hun også ved det kommende folketingsvalg, selvom hun var tæt på at miste sin plads som partiets spidskandidat i kredsen.
Mette Gjerskov er ikke den eneste, der har fået frataget en ordførerpost for at gå i mod Socialdemokratiets linje. Yildiz Akdogan mistede sin post som psykiatriordfører, fordi hun var mod beslutningen om at stoppe tilgangen af kvoteflygtninge.