Mette F.: Regeringens energiudspil er reel skattelettelse

Socialdemokratiet mener ikke, at regeringen er ambitiøs nok og kalder energiudspil for en reel skattelettelse.
Overordnet er rækkefølgen helt forkert ifølge Socialdemokratiet, der vil starte med at anlægge havvindmøller, så der kommer endnu mere grøn energi.
Overordnet er rækkefølgen helt forkert ifølge Socialdemokratiet, der vil starte med at anlægge havvindmøller, så der kommer endnu mere grøn energi. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix

Regeringen har været mere optaget af at sikre skattelettelser for borgerne end at sikre den grønne omstilling.

Det siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i en kommentar til regeringens energiudspil, som blev præsenteret torsdag formiddag.

- Hvis jeg skal være lidt direkte, har især Venstre og Liberal Alliance været mere optaget af at sikre skattelettelser end at sikre klimaet, og det er altså ikke det, der er opgaven her.

- Nu kommer regeringen med en plan, der handler lidt mere om skattelettelser, end den handler om klimaet, siger hun.

Blandt andet vil regeringen bygge en stor havvindmøllepark, som bliver verdens største og skal sættes i drift i 2024-2027.

Desuden vil regeringen sætte prisen på el ned. Konkret vil regeringen sænke elafgiften med 25 øre fra 91 øre til 66 øre per kilowatt-time.

- Regeringen er mest af alt optaget af, at det skal koste mindre, og det kan vi så diskutere som en del af forhandlingerne, siger hun.

For typiske parfamilier med to børn udgør den umiddelbare lempelse i størrelsesorden 1400 til 1600 kroner.

Overordnet er rækkefølgen helt forkert ifølge Socialdemokratiet, der vil starte med at anlægge havvindmøller, så der kommer endnu mere grøn energi.

- Når vi tænder for stikkontakten derhjemme, er det ikke vedvarende energi det hele.

- Endnu mere af den strøm og energi, vi bruger, skal produceres på en måde, som ikke belaster klimaet. Der er vi slet ikke i mål, og der er regeringen alt for uambitiøs, siger Mette Frederiksen.

Desuden undrer hun sig over, at transport ikke er nævnt i udspillet.

- Vi har behov for flere biler på vejene, som ikke belaster klimaet, det vil sige flere elbiler, flere elbusser og hybrid- og brintbiler.

- Og så har vi behov for at afsætte flere penge til energiforskning, som gør, at vi også om 10, 20 og 30 år kan have et bæredygtigt samfund og sikre danske arbejdspladser, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet møder op til forhandlingerne, når regeringen indkalder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.