Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er ikke overrasket over, at antallet af arbejdsløse nu stiger for tredje måned i træk.
Faktisk er det helt i tråd med regeringens prognoser og det finanslovforslag, som finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde mandag, forsikrer hun.
- Vendingen i dansk økonomi har desværre vist sig at være langsommere end forventet. Derfor oplever vi nu, at arbejdsløsheden igen stiger, siger Mette Frederiksen i en kommentar.
- Som regeringen forleden fremlagde i vores nye prognose for dansk økonomi, så forventer vi, at arbejdsløsheden vil stige hen over efteråret, men falde igen i 2013.
Antallet af ledige steg med 1500 i juli til 165.700. Dermed er 6,3 procent af arbejdsstyrken i Danmark uden job, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
De senere år har tallet ligget stabilt, men siden januar har tendensen været opadgående. Og nu er det tredje måned i træk, at ledigheden stiger.
Men beskæftigelsesministeren er fortrøstningsfuld, selv om det fremgår af regeringens finanslovsforslag, at man regner med, at 158.000 vil være ledige i 2013.
- Vi har netop lagt et finanslovudspil frem, hvor vi har afsat 650 millioner kroner til at hjælpe unge i uddannelse eller arbejde og cirka en halv milliard kroner til at give ufaglærte ledige et uddannelsesløft, siger Mette Frederiksen.
De nedslående tal kommer, dagen efter at nye tal for bruttonationalproduktet (BNP) har afsløret en negativ vækst i andet kvartal 2012 på 0,5 procent.
Ifølge regeringens krystalkugle er der udsigt til en vækst i Danmark på 0,9 procent i år og 1,7 procent i 2013.
Flere økonomer pegede onsdag på, at regeringens spådomme meget vel kan vise sig at være urealistiske.
- Med de svage væksttal for andet kvartal ser regeringens nye prognose for dansk økonomi nærmest ud til at være ønsketænkning, sagde Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.