Mette Frederiksen holder pause i regeringsforhandlinger
Mette Frederiksen kommer søndag ud af forhandlingslokalet på Christiansborg, efter at hun har drøftet en ny regering med De Radikale, Enhedslisten og SF. Mandag er forhandlingerne sat i bero. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Mandag vil dørene til forhandlingslokalet forblive lukkede, da forhandlinger om en ny regering er i bero.

Hele weekenden har Socialdemokratiet bag Landstingssalens egetræsdøre forhandlet med Enhedslisten, SF og De Radikale om en ny regering.

Men mandag er der officielt pause i regeringsforhandlingerne, oplyser Socialdemokratiet.

Der er ikke nogen melding om, hvad pausen skyldes, eller hvornår forhandlingerne genoptages.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er efter en dronningerunde blevet udnævnt til kongelig undersøger og forhandler derfor med Folketingets partier om at danne en regering.

Efter valget mødtes Mette Frederiksen med alle Folketingets partier og drøftede muligheden for at danne en regering.

Siden er forhandlingerne fortsat med de partier, som peger på hende som statsminister. Det er Enhedslisten, Radikale og SF.

Socialdemokratiet går efter at danne en socialdemokratisk etpartiregering, og ifølge partierne skal den næste tid bruges på at nedfælde deres krav på papir.

På den måde vil de forsøge at binde Socialdemokratiet til at føre politik, som de hver især kan stå inde for.

Særligt Enhedslisten og De Radikale har modsatrettede ønsker i den økonomiske politik, som Mette Frederiksen har udnævnt til at være et af de sværeste emner foruden udlændinge.

Fordi Mette Frederiksen går efter en etpartiregering, er det ikke et egentligt regeringsgrundlag, der skal skrives, men snarere en slags hensigtserklæring, hvor kampen komme til at være om formuleringerne.

- Det er ikke et regeringsgrundlag, vi arbejder efter. Det er et papir, som gerne skal udmønte de snakke og drøftelser, vi har. Vi har øvrigt ikke taget endelig stilling til, hvad det er for et papir, vi kommer til at lægge frem, sagde Mette Frederiksen lørdag.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News