Mette F. forstår DF's tilnærmelser om udlændingeaftale

DF vil hellere lave udlændingepolitik med S end med regeringen, konkluderer S-formand Mette Frederiksen.
S-formand Mette Frederiksen ser positivt på, at DF vil samarbejde om en udlændingeaftale, men helt udenom regeringen bliver det næppe.
S-formand Mette Frederiksen ser positivt på, at DF vil samarbejde om en udlændingeaftale, men helt udenom regeringen bliver det næppe. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Hurtigst muligt ønsker Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at lave en aftale om udlændinge med Socialdemokratiet. Og regeringen behøver ikke nødvendigvis at være involveret.

Den ambition luftede Thulesen Dahl i weekenden.

Han vil teste Socialdemokratiets linje på udlændingeområdet. Socialdemokratiet fremlagde tidligere på måneden partiets udlændingeudspil.

S-formand Mette Frederiksen kan godt forstå DF's udmelding. Men helt uden regeringen kommer en aftale ikke i stand.

- Jeg kan sagtens se for mig et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på dele af udlændingepolitikken. Det går vi i gang med at diskutere.

- Og så er det klart, at der er nogle andre elementer, hvor regeringen selvfølgelig bliver nødt til at sidde med ved bordet.

- Det gælder ikke mindst, når vi taler udenrigspolitik, fordi det er den til enhver tid siddende regering, der fører udenrigspolitikken i landet, siger Mette Frederiksen.

Hun anser DF's udmelding som et udtryk for, at alt ikke spiller i blå blok.

- Man må tage det som udtryk for, at DF i dag mener, at det er bedre at samarbejde med S, når det handler om udlændingepolitikken, end med den borgerlige regering.

- Det kan jeg godt forstå. Når man ser på indholdet af vores forslag, så kan det godt løse flere af de problemer, vi møder, siger Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager situationen med ro, selv om regeringens støtteparti på et så vigtigt område som udlændingepolitikken er parat at give regeringen en kold skulder.

- Hvis folk har lyst til at drikke kaffe med hinanden og teste holdbarheden af, hvad folk går og siger, har jeg ikke noget problem med det.

- Det bliver et interessant studie. S er med årtiers forsinkelse vågnet op og har sagt, at antallet betyder noget. Det er fint. Det er vi nogen, der har sagt længe, siger Løkke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.