Ifølge Se og Hør flytter den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, ud af rækkehuset i Ballerup.
Ifølge ugebladet har Mette Frederiksen købt en villalejlighed syv kilometer nord for Ballerup i den naturskønne Hareskoven - nærmere bestemt Hareskovby.
Ifølge Ekstra Bladet har 41-årige Mette Frederiksen lagt 4.995.000 kroner for lejligheden, som er på fem værelser fordelt på 195 kvadratmeter.
Samtidig har Mette Frederiksen solgt rækkehuset i Ballerup. Det købte hun sammen med eksmanden, Erik Harr, for 2.495.000 kroner i 2011, mens hun solgte det for 2.998.000 kroner, skriver avisen.
Ifølge Ekstra Bladet er også Mette Frederiksens forlovede, filmfotografen Bo Tengberg, flyttet ind på den nye adresse.
Med adresseskiftet flytter Mette Frederiksen ind i det som defineres som Nordsjælland. Hareskovby hører nemlig under Furesø Kommune, som er en del af Nordsjælland.
Men Socialdemokratiet afviser overfor Ekstra Bladet, at partiformanden flytter til Nordsjælland. I en mail til avisen skriver partiet, at Mette Frederiksens nye bolig "ligger mellem Herlev og Værløse".