Den norske avis VG detonerede lidt af en bombe, da den i weekenden kunne fortælle, at den danske statsminister var i spil til posten som generalsekretær i NATO.
Nu reagerer Mette Frederiksen på historien.
- Jeg har set den norske artikel, og tror at det er sådan, at når vi nærmer os, at posterne skal besættes, så vil der være forskellige rygter. Men jeg er ikke kandidat. Det kan jeg afvise. Jeg er meget, meget glad for at være statsminister i Danmark, siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
Posten bliver ledig, når norske Jens Stoltenberg til efteråret takker af efter næsten ni år på posten. Og spekulationerne om hans efterfølger er allerede i gang. VG citerer to uafhængige kilder for, at den danske statsminister skulle være i spil - og endda blandt favoritterne.
Anders Fogh Rasmussen bestred samme stilling fra 2009 til 2014. Og benægtede lige frem til udnævnelsen, at han var i spil til posten.