Akutpakken er ikke i sig selv nok til at redde alle langtidsledige, lyder det fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Hun præsenterede fredag nødløsningen for de dagpengemodtagere, der til nytår mister deres levegrundlag midt i den økonomiske krise.
- Jeg bliver nødt til at indskærpe, at den her akutpakke, den er god, og den har det rigtige ambitionsniveau. Men vi kan ingenting, hvis ikke alle rykker sammen om en fælles indsats, siger Mette Frederiksen, der ikke kan sætte tal på effekten af pakken.
Med "alle" mener ministeren fagbevægelsen, arbejdsgiverne samt landets kommuner og a-kasserne, der alle har givet regeringens akutpakke deres velsignelse.
Pakken giver - for første gang - den ledige ret til at få tilrettelagt et jobforløb, der er skræddersyet til den enkelte.
Desuden får den enkelte ledige ret til opkvalificering, ligesom der afsættes næsten 200 millioner kroner til øget jobrotation, hvor en ledig kan holde kontorstolen varm for ansatte på efteruddannelse.
Samtidig sender ministeren en bredside til den tidligere VK-regeringen, der forringede vilkårene for dagpengemodtagerne sammen med Dansk Folkeparti og - ikke at forglemme - det nuværende regeringsparti De Radikale.
- Jeg må konstatere, at den tidligere regering, der jo valgte at forkorte dagpengeperioden, ikke har gjort sig mange tanker om, hvad man skulle gøre for de ledige. Det er et ansvar, der er placeret på vores skuldre, og det tager vi på os, siger Mette Frederiksen.
Hun brugte samtidig de tændte tv-kameraer til at sende en appel til virksomhedslederne:
- Tænk på de langtidsledige, også når I ansætter vikarer eller har ledige stillinger. For hvis de her mennesker skal i arbejde, så må vi løfte i flok, siger beskæftigelsesministeren.