Der mangler fælles regler og samarbejde i EU, når det gælder kampen mod billethajer.
Det siger kulturminister Mette Bock (LA) tirsdag på vej ind til et møde i Bruxelles med sine kolleger i de øvrige EU-lande, hvor hun vil sætte problematikken på dagsordenen.
I Danmark er det forbudt at videresælge billetter til eksempelvis sportsbegivenheder og koncerter med henblik på fortjeneste. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt i kampen mod billethajer, mener Mette Bock.
- Problemet er, at der en del EU-lande, der ikke har lovgivning imod det. Det vil sige, at de (billethajer, red.) kan basere sig i udlandet og dermed på lovligt grundlag foretage sig nogle af de her ting.
- Jeg vil opfordre til, at vi i EU skal kigge på det, fordi det er et stort problem. Og det er et godt eksempel på noget, hvor vi virkelig kan samarbejde på EU-niveau, fordi det giver rigtig god mening fra et forbrugersynspunkt, siger kulturministeren.
Mette Bock ønsker ikke at sætte en tidshorisont for, hvornår EU-landene kan være klar med en fælles løsning.
- Det er ikke noget, man lige gør fra den ene dag til den anden. Men vi skal jo begynde et sted. Og jeg synes, at Danmark går foran med et godt eksempel, siger hun.
Hun håber, at Danmarks regler på området kan vise vejen for, hvordan man kan finde en løsning på EU-niveau.
Herfra handler det ifølge kulturministeren om at få kortlagt, hvordan situationen er i de andre EU-lande. Derefter skal Danmark finde ligesindede, så der kan komme skub i tingene.
- Vi skal alliere os med nogle, der tænker ligesom os, så vi får en masse pondus bag det her ønske, siger Mette Bock.
Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man altid køber billetter til arrangementer via den officielle billetudbyder, da man risikerer at betale overpris ved at købe billetterne hos andre udbydere på internettet.
/ritzau/