Kulturminister Mette Bock (LA) er officielt blevet valgt som Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet ved et medlemsarrangement på Fyn.
Det skriver partiet lørdag i en pressemeddelelse.
Tidligere på måneden blev Mette Bock indstillet af Liberal Alliances hovedbestyrelse som spidskandidat.
Og nu har hun altså også fået opbakning fra partiets medlemmer.
- Jeg er meget glad og stolt over at få medlemmernes opbakning, og jeg ser nu frem til at kæmpe for et mere liberalt Europa, siger Mette Bock i pressemeddelelsen.
Ifølge Mette Bock er EU i dag vigtigere end nogensinde.
- Vi er i en brydningstid med Brexit, et USA, der vender ryggen til Europa, og østeuropæiske medlemslande, som knægter fundamentale politiske og demokratiske rettigheder.
- Der er brug for en klar liberal stemme i Europa, og den opgave tager jeg gerne på mig, siger Mette Bock.
I sidste uge fortalte Mette Bock, at hun vil fortsætte som kulturminister frem til europaparlamentsvalget i maj 2019, selv om hun bliver valgt som spidskandidat.
Til gengæld vil hun ikke stille op til næste folketingsvalg, lød det.
Den 61-årige kulturminister har været medlem af Folketinget for Liberal Alliance siden valget i 2011.
Hun har været kultur- og kirkeminister siden 2016, hvor Liberal Alliance ligesom De Konservative trådte ind i regeringen.
Tidligere var hun blandt andet programdirektør i DR.
Valget til Europa-Parlamentet finder sted i maj næste år. Folketingsvalget skal senest afholdes i juni 2019.
Danmark har i dag 13 medlemmer i Europa-Parlamentet, men på grund af den forestående britiske exit fra EU får Danmark et ekstra mandat fra og med næste års valg.
Bliver Bock valgt ind, vil det være første gang, at Liberal Alliance er repræsenteret i Europa-Parlamentet.
Som det ser ud nu, er det kun Dansk Folkeparti, der mangler at lægge sig fast på en spidskandidat. De vil dog først beslutte sig i det nye år.
/ritzau/