Metroen kan koste kassen

Afsporing ? Der er intet loft for, hvad den nye metrocityring i København må koste. Enhedslisten og De Radikale frygter, at budgettet igen kommer til at skride voldsomt

Allerede inden der er taget det første spadestik til den nye metroring, er der lagt op til, at budgettet gerne må overskrides.
I det lovforslag, som trafikminister Flemming Hansen (K) har sendt i høring, står der, at der erfaringsmæssigt kan komme ?uforudsete fordyrelser? i sådanne projekter, og at passagerindtægterne er usikre for den nye metrocityring. Dermed er der ingen garanti for at projektet bliver gennemført for de 15,4 milliarder kroner, som der er sat af i budgettet til projektet. Det skriver Dato.
Den oplysning bekymrer Enhedslisten, der som det eneste parti står uden for aftalen om den nye metrocityring netop fordi de ikke mener, at økonomien hænger sammen. Trafikordfører Rune Lund advarer mod, at der reelt er givet en blanko check til byggeriet.
»Det vil blive en nøjagtig gentagelse af tidligere tiders projekter såsom Storebæltsbroen, den første del af metroen og DR-byggeriet,« siger trafikordfører for Enhedslisten Rune Lund.
Selvom De Radikale er med i forliget bag den nye metro-ring, er der også bekymring af spore her.
»Kun en tåbe frygter ikke store anlægsprojekter og budgetoverskridelser på dem. Med så store budgetter skal man være utroligt varsom,« siger trafikordfører Martin Lidegaard (R), som dog tror mere på budgettet denne gang, end da den første del af metroen blev bygget.Hvis grundlaget for den nye metro ikke holder, overvejer De Radikale at trække deres støtte til projektet tilbage.
»Vi har stillet som krav, at der bliver lavet en samlet trafikal plan for hovedstaden, at der kommer en ny beregningsmodel, og at samfundsøkonomien i projektet holder. Hvis en af de tre ting viser sig ikke at holde, vil vi tage vores deltagelse i forliget om den nye metrocityring op til overvejelse,« siger Martin Lidegaard.
Både S og DF tager det helt roligt, at der ikke er sat noget fast loft for, hvad metroen må koste. »Lovforslaget er slet ikke vedtaget endnu. Selvfølgelig skal vi have et udgangspunkt for, hvad det skal koste. Der kan så ske uforudsete ting undervejs. Men man lærer jo også hver gang og får en erfaring, der gør det lettere at styre budgetterne,« siger trafikordfører for Socialdemokraterne Poul Andersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.