Da den italienske hovedentreprenør Copenhagen Metro Team (CMT) vandt ordren på den nye metrocityring, meldte CMT ud, at byggearbejderne især skulle findes lokalt i Danmark. Kun funktionærerne og specialister skulle hentes ind fra udlandet, forklarede entreprenøren i dagbladet Børsen i april 2011, skriver Fagbladet 3F.
Men i dag, tre år senere, er omtrent 90 procent af de 1.200 byggejob gået til udenlandsk arbejdskraft fra blandt andet Polen, Rumænien og Portugal. Det vurderer fagforeningen 3F Bygge-, Jord- og Miljø i København.
Samtidig viser en opgørelse fra CMT over underleverandører på metroen, at samtlige ordrer på betonarbejdet er gået til udenlandske virksomheder.
Ifølge to eksperter er økonomien på metroen presset. Det italienske konsortium CMT vandt ordren med et bud 700 millioner kroner billigere end nærmeste konkurrent.
- Hvis de kan byde en pris, der er så meget lavere, har de jo indregnet nogle arbejdsomkostninger, som er baseret på udenlandsk arbejdskraft til en lavere timeløn. Det følger af, at de har kommet med en markant billigere pris, siger Sten Bonke, lektor ved Danmarks Teknologiske Universitet.
Lene Faber, lektor ved Aalborg Universitet, har selv har en fortid som leder i byggebranchen. Hun er ikke overrasket over de mange skandaler på metroen.
- CMT og flere af de store selskaber, der laver metroer i hele Europa, dumper priserne. De har en anden holdning til tingene. De tænker, hvordan de kan gradbøje reglerne, fordi de ikke kan se noget fornuftigt i at gøre det på den måde, som vi gør det på i Danmark, forklarer Lene Faber.
I en mail til Fagbladet 3F afviser CMT, at økonomien er presset. CMT svarer ikke på, hvorfor de ikke har fulgt deres løfte om hyre lokal arbejdskraft. De påpeger, at alle firmaer skal skrive under på dansk overenskomst.
- Vi har valgt de firmaer, der bedst opfylder de påkrævede tekniske og økonomiske standarder, skriver Elisabetta Mindopi, PR-koordinator i CMT.
Også HR-chef i Metroselskabet Peder Mandrup Knudsen afviser, at økonomien er presset, og at det skulle skabe større risiko for dårlig løn og arbejdsvilkår.
- Det er vi ikke enige i. Vi stiller meget klare krav til, at medarbejderne på byggepladserne skal have ordentlige løn- og ansættelsesforhold. Og at arbejdsmiljøet skal være i orden - uanset nationalitet og arbejdsgiver, skriver Peder Mandrup Knudsen.