Metro får Richard Branson som redaktør
Milliardæren Branson skal være redaktør på Metro 4. oktober. Han skal være gæsteredaktør for samtlige udgaver.

Den britiske milliardær Richard Branson kan snart skrive avisredaktør på sit i forvejen omfangsrige visitkort.

Branson skal 4. oktober være gæsteredaktør på samtlige udgaver af Metro-koncernens aviser.

Branson kommer til at sidde en dag hos Metro US i New York. Her vil han få redaktører og journalister sikkert gennem dagens nyheder. Og han vil kommentere på de aktuelle historier. Resultatet vil blive trykt i Metros aviser verden rundt.

- Gennem dette unikke samarbejde giver vi vores annoncører en anderledes og spændende mulighed for at kommunikere og interagere med vores særdeles spændende målgruppe, siger Johanna Oberg, EVP Commercial Director i Metro.

Sir Richard bliver med sin optræden den seneste i rækken af Metros globale gæsteredaktører, der blandt andet tæller sangerinden Lady Gaga og modeikonet Karl Lagerfeld.

Lady Gagas redaktørevner nåede ud til 800 millioner mennesker, mens Lagerfelds avis nåede over en milliard mennesker, oplyser Metro International.

Richard Branson har grundlagt Virgin Group, som er grundlaget for mere end 300 virksomheder, der strækker sig fra flyselskaber og teleselskaber til cleantech og rumrejser. Virgin Group har 50.000 medarbejdere i 30 lande.

Metro udgives i mere end 100 storbyer i 21 lande i Europa, Nord- og Sydamerika og Asien.

/ritzau/