"Du kan ikke være meldt ind i en fagforening, når du arbejder hos os."
Ifølge DR skulle det være meldingen, som medarbejderne hos en af underentreprenørerne ved det københavnske metrobyggeri bliver mødt af, hvis de vil arbejde på den københavnske cityring. Det skriver dr.dk.
Ifølge deres oplysninger har vikarbureauet, Atlantico, i al hemmelighed registreret og blacklistet medarbejdere, der samarbejder med en fagforening. Men det holder ikke ifølge dansk lov og overenskomst.
Derfor tager hovedentreprenøren for byggeriet, Copenhagen Metro Group (CMT) skarp afstand fra oplysningerne.
- Det er da fuldstændigt uacceptabelt at tage den slags metoder i brug, det skal der ikke herske tvivl om, siger CMT's kommunikationschef Jens Munch til DR og uddyber:
- Generelt vil jeg sige, at vi gør det, vi kan gøre som entreprenør. Når vi skriver en kontrakt med en underentreprenør, så understreger vi, at vi selvfølgelig forventer, at de overholder gældende regler og naturligvis også dansk lovgivning. Det er det, vi kan gøre, siger han.
Alligevel vil Jens Munch først fælde dom over og tage sanktioner i brug overfor Altantico, når han får nogle helt håndgribelige beviser på hånden.
- At Atlanco ifølge DR's dokumentation har brudt dansk lovgivning på andre projekter, er ikke ensbetydende med, at de har brudt kontrakten eller gældende dansk lovgivning i forbindelse med byggeriet af Cityringen. Men det er klart, at skulle det ske, så vil vi tage det meget alvorligt, og så vil vi tage de nødvendige skridt, siger Jens Munch fra Copenhagen Metro Group (CMT) til DR.
DR's oplysninger om Atlantico's sorte liste er grundlag for dokumentaren "Østarbejdernes bagmænd". Den vises mandag aften på DR1 klokken 20:30.
Newspaq