De amerikanske myndigheder har pusset sprogets mest alvorlige advarsler af, før Orkanen Ike senere i dag ventes at ramme Texas.
National Weather Service - der bedst kan sammenlignes med Danmarks Meteorologiske Institut herhjemme - advarede kort før klokken 10 dansk tid borgere mod at blive tilbage i de evakuerede områder, da "det vil være ensbetydende med en sikker død at blive tilbage i et almindeligt en- eller tofamiliers hus".
Næsten en million mennesker, der bor i kystegnene, er beordret til at forlade deres hjem, men advarslen kommer, fordi mange har valgt at trodse påbudet og afventer orkanen i deres afskærmede hjem.
Pressen i området har i de seneste dage fokuseret på, at der ved evakueringen forud for orkanen Ritas ankomst for snart tre år siden døde flere mennesker i trafikken under evakueringerne, end i selve orkanen - historier, der menes at have fået mange til at ville blive hjemme.
Ike er lige nu kategoriseret som den næst-værste type orkan – en kategori fire orkan - og ventes at ramme Texas fredag aften, hvor den vil rase det meste af det kommende døgn. Det meddeler amerikanske medier.
Orkanen ventes at udløse stormfloder langs et bredt stykke af Den Mexicanske Golf fra Louisiana til den mexicanske grænse, og området omkring Houston ventes at blive udsat for store skader som en følge af de meget voldsomme vindstyrker og de store mængder nedbør, der følger med.
Der bor 5,6 millioner indbyggere i området, hvor der ventes at falde omkring 400 millimeter regn inden i morgen aften.
Ike ventes ved sin landgang at have en vindstyrke på ikke under 180 kilometer i timen, og myndighederne forbereder sig nu på at skulle håndtere de kraftige skader, der udløses af uvejret.
/Newspaq/