20-årige Morgan Dana Harrington har været forsvundet siden hun forlod en Metallica koncert i Virginia for tre dage siden.
Metallica er dybt bekymret og udlover nu en kvart million kroner i dusør, skriver ekstrabladet.dk.
Det amerikanske politi leder på tredje døgn efter den 20-årige studerende, som sidst blev set i live, da hun forlod rockarenaen i Charlottesville, Virginia. Hendes forældre frygter, at datteren er blevet offer for en forbrydelse.
Med hjælp fra lokalsamfundet har familien indsamlet en halv million kroner. Pengene bliver givet i dusør til den, der kan hjælpe med at bringe Morgan tilbage til sin familie.
Morgans far oplyste i søndags, at Metallica har spyttet yderligere en kvart million kroner i dusørkassen, så den samlede dusør nu er oppe på cirka 750.000 kroner.
Politi og familie frygter, at Morgan er blevet kidnappet. De har en formodning om, at både kidnapper og Morgan stadig befinder sig i lokalområdet.