Med en sikker 3-1-sejr over Real Zaragoza søndag aften sikrede Real Madrid sig førstepladsen i den spanske La Liga.
Men de hvide fra den spanske hovedstad nåede kun lige at få armene op over hovedet for at fejre førstepladsen, da den korte måltyv fra ærkerivalerne i Barcelona stjal duksepladsen tilbage.
Messi var flyvende i søndagens sene kamp mod Real Sociedad, hvor F.C. Barcelona hjemme slagtede modstanderen 5-0.
Efter blot otte minutter åbnede David Villa ballet med kampens første scoring. Efter en halv times spil bød Andrés Iniesta også op til dans. Barcelona gik til pause med en tomålsføring.
Efter pausen rasede Messi og Dani Alves mod målet i en række et-to-kombinationer, som Messi afsluttede med et mål til 3-0.
Hurtigt øgede Messi til 4-0, inden den unge Bojan afsluttede med en scoring til 5-0.
Barcelona fører nu ligaen med to point ned til Real Madrid.