Den argentinske fodboldtroldmand Lionel Messi brændte et straffespark på Tysklands tredjemålmand, men Argentina vandt alligevel en stensikker sejr på 3-1 over tyskerne i onsdagens testkamp i Commerzbank Arena i Frankfurt.
Kampens dramatiske højdepunkt kom, da der var spillet en halv time, hvor Argentinas José Sosa blev nedlagt i straffesparksfeltet af den tyske målmand Ron-Robert Zieler.
Straffespark til Argentina, men hvad værre var for hjemmeholdet, blev unge Zieler smidt ud, og tyskerne måtte spille resten af kampen med 10 mand.
Zieler havde kun fået chancen, fordi det normale førstevalg Manuel Neuer fik en pause. Nu kom tredjekeeperen Marc-André ter Stegen fra Mönchengladbach på banen og sørgede straks for jubel i Frankfurt, da han snuppede Messis svage straffespark.
I overtal var de stærke argentinere dog vanskelige at have med at gøre, og de kom da også foran umiddelbart før halvtid, da Sami Khedira lavede et klodset selvmål, og så var der lang vej hjem fra det reservespækkede tyske hold.
Landstræner Joachim Löw måtte ud over Neuer undvære en række velkendte navne som Bastian Schweinsteiger, Mario Gómez, Lukas Podolski og Philipp Lahm, og efter pausen blev det for tungt for hjemmeholdet.
Messi gjorde det hurtigt til 2-0 på Gonzalo Higuains oplæg, og senere hamrede Angel di Maria bolden i kassen fra lang afstand.
Mod slutningen fik Löw luftet reserverne, hvad hans hold hverken blev værre eller bedre af. Stopperen Benedikt Höwedes sørgede dog for et lyspunkt med et fint hovedstødsmål otte minutter før tid på Mario Götzes oplæg.
Argentina har allerede taget hul på kvalifikationen til VM i Brasilien, mens Tyskland indleder sin kamp om VM-billetter med en hjemmekamp mod Færøerne den 7. september.
/ritzau/