Den lille argentiner Lionel Messi scorede hattrick, da FC Barcelona i går besejrede Atletico Madrid med 3-0.
Men sejren er mere end blot endnu tre point til den spanske storklub.
Det er nemlig Barcelonas 16. ligasejr i træk.
Dermed skriver klubben historie og slår Real Madrids sejrsrække på 15 sejre i træk - sat i 1960-1961 af Real Madrid dreamteam med den spansk-argentinske stjernespiller Alfredo Di Stefano i spidsen.
Gårsdagens sejr betyder, at de forsvarende mestre nu er 10 point foran Real Madrid i den spanske liga.
Med hattricket er 23-årige Messi oppe på 24 mål i denne sæson - to flere end Real Madrids Cristiano Ronaldo.
"Jeg tænker ikke på, om jeg er liga-topscorer. Det vigtigste er, at vi fortsætter med at vinde vores kampe, så vi holder Real Madrid bag os. Vi ved, de vil kæmpe til sidste kamp," siger Messi ifølge BBC.