FC Barcelona tabte sammenlagt 0-7 til Bayern München i Champions Leagues semifinale. Og i onsdagens returopgør på Camp Nou sad Lionel Messi overraskende på bænken i hele kampen.
Men det var der en årsag til, fortæller FC Barcelonas træner, Tito Vilanova. Messi var ikke helt klar, fordi han døjede med en lårskade.
- Messi spillede i Bilbao lørdag, fordi han følte sig bedre tilpas. Han satte sit aftryk på holdet i den kamp, men mod slutningen af kampen mærkede han noget, siger Vilanova ifølge NTB.
- Han trænede tirsdag og onsdag, men følte sig ikke helt klar. Han er en eksplosiv spiller, og der var en fare for, at han ville forværre lårskaden. Under sådanne forhold kunne han ikke hjælpe holdet, forklarer Barcelona-træneren.
Bayern München vandt 3-0 på Camp Nou i en kamp, hvor spanierne savnede en offensiv trussel, der kunne udfordre det stærke tyske forsvar.
- Tidligere har vi vundet med små marginer uden Leo, men i denne sæson har vi vundet både 5-0 og 3-0 uden ham på banen.
- Når du har en spiller, som er så god, er det helt naturligt, at der bliver lagt mærke til, når han ikke er med. Hvis Bayern havde spillet uden Ribery eller Robben ville de ikke holde samme niveau, siger Vilanova.
Han afviser, at Barcelona må gennem en stor udskiftning i spillertruppen efter 0-7-fiaskoen mod Bayern.
- Alle spillertrupper bliver styrket før sæsonen. Lige nu mener jeg ikke, at vi trænger til at foretager så mange forandringer, men vi skal udvikle de spillere, vi allerede har, mener Vilanova.
Bayern München møder Borussia Dortmund i en ren tysk Champions League-finale, der spilles på Wembley i London 25. maj.
/ritzau/