Lionel Messi føjede endnu et kapitel til rekordbøgerne, da Barcelona-stjernen lørdag aften scorede til 2-2 i udekampen mod Celta Vigo.
Messi har nu scoret i 19 kampe i træk og mod alle modstandere i den bedste spanske fodboldrække. Den lille argentiner er dog ret ligeglad med den nye rekord, hvis man skal tro ham.
- Min stime er det mindst vigtige.
- Jeg har været heldig at score og hjælpe holdet i nogle kampe. Men mine rekorder er ikke særlig vigtige. Det vigtige var at vinde, siger Lionel Messi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Angriberen mener, at kampen mod Celta Vigo først og fremmest handlede om at komme tilbage på sporet, efter at en stor del af Barcelonas spillere har været af sted med diverse landshold for at spille kampe i VM-kvalifikationen.
- Det var svært for os alle efter landsholdspausen, og det er aldrig nemt at spille mod hold, der kæmper for at blive oppe i rækken, siger Messi om Celta Vigo, der ligger nummer tre fra bunden i Primera Division.
Lionel Messi har foreløbig scoret 43 mål i 29 ligakampe for Barcelona i denne sæson. Med ni spillerunder tilbage af sæsonen mangler han blot syv mål for at overgå sidste sæsons bedrift med 50 ligascoringer.
Barcelona topper Primera Division med et forspring på 13 point til Real Madrid på andenpladsen.
/ritzau/