"Måske laver de en overraskelse ved VM."
Sådan sagde Barcelonas stjernespiller Lionel Messi forleden på et pressemøde på Circuit de Catalunyabanen om det danske fodboldlandshold, skriver tv2.dk.
Men selvom troldmandens ord kan varme de danske drenge, så er han måske ikke den mest kompetente til at udtale sig om Danmarks chancer.
"Helt ærligt ved jeg ikke så meget om det danske landshold. Men selvfølgelig er det en god start at kvalificere sig," sagde Messi.
Mandag udtog landstræner Morten Olsen en bruttotrup på 30 spillere, der dog skal barberes ned til 23, inden den danske delegation drager til Sydafrika den 28. maj.
Danmark spiller sin første gruppekamp mod Holland den 14. juni, mens Lionel Messi og resten af det argentinske landshold møder Nigeria i deres åbningskamp den 12. juni.