EU-parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, anbefaler, at Dansk Folkeparti betaler 120.700 kroner tilbage i EU-støtte. Det oplyser partiets spidskandidat i EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, på sin Facebook.
Tilbagebetalingen skal ifølge Klaus Welle ske, fordi generalsekretæren ikke mener, at aktiviteterne på skibet Hamlø, der sejlede rundt i Danmark forud for kommunalvalget i 2013, var af en sådan karakter, at de kunne få EU-bidrag.
"Jeg er selvsagt forundret over denne beslutning. Dels var projektet godkendt på forhånd. Dels virker flere af begrundelserne søgte. Og dels tager man slet ikke højde for alt det fremsendte materiale, som beskriver projektet fyldestgørende. For mig er der absolut ingen tvivl om, at kampagnen er kørt efter reglerne. Jeg er derfor både uenig i og forundret over denne afgørelse og vil naturligvis skrive til bureauet med en indsigelse. Skulle man her erklære sig enig med Welle, retter vi naturligvis ind og betaler de 120.700 kr. tilbage omgående. Men samtidig vil jeg da så også opfordre EU-parlamentets bureau til, at man med øjeblikkelig virkning gennemgår alle de øvrige EU-partiers kampagner og annoncer. Der må være ens regler for alle," skriver Morten Messerschmidt på Facebook.