Klokken 17 i går var idyllen så tyk, at man kunne skære skiver af den. Det var tilsyneladende et spørgsmål om tid, før politikeren Morten Messerschmidt igen var tilbage i Dansk Folkeparti. Han havde netop droppet retssagen mod B.T. s chefredaktør Arne Ullum for nazibeskyldninger, og de to udsendte en fælles udtalelse, hvor de bilagde striden.
Men idyllen stoppede brat, da Arne Ullum begyndte at give medierne sin udlægning af den fælles udtalelse.
Til Nyhedsavisen sagde han blandt andet, at »vi skrev (i artiklerne, red.), hvad der var objektivt sandt. Nemlig at han hyldede nazismen. Og det er jo objektivt korrekt«.
Også i TV-avisen gentog Arne Ullum beskyldningerne, og det får nu DF s gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, til at fastslå, at DF-ledelsen ser udtalelserne som brud på forliget.
»Såfremt Arne Ullum og B.T. fastholder deres beskyldninger, som de blev fremsat i TV-avisen, må vi anse forliget som brudt fra B.T. s side, hvorfor vi desværre ser os nødsaget til at afvente nærmere afklaring mellem Morten Messerschmidt og B.T.,« lød det i aftes fra Kristian Thulesen Dahl, der dermed sætter Messerschmidts comeback på stand by.
Føler sig renset
Kort før Ullums udtalelser sagde en centralt placeret kilde i Dansk Folkeparti ellers til Nyhedsavisen, at det tegnede lyst for den 27-årige politiker.
»Pilen peger selvfølgelig i retning af, at Morten bare kan banke på, så vil han blive budt velkommen tilbage,« lød det fra kilden.
En udmelding, som Morten Messerschmidt var begejstret over at få overbragt:
»O.k.! Det lyder da rigtig godt,« sagde han og bekræftede, at han ville tage imod den fremstrakte hånd.
»Det vil jeg sige ja til. Jeg føler, at jeg er renset for beskyldningerne, og derfor mener jeg også, at jeg kan vende tilbage til Dansk Folkeparti,« lød det fra Messerschmidt, der dog tilføjede om Ullums udtalelser til Nyhedsavisen:
»Jeg har meget svært ved at forstå, at Arne Ullum kan få det ud af vores aftale.«
Det lykkedes ikke efterfølgende at få en kommentar fra Morten Messerschmidt til, om den nye udvikling i sagen får ham til at genoptage sagsanlægget.
Sent tirsdag aften sagde B.T.s chefredaktør Arne Ullum til TV2 News, at hvis Morten Messerschmidt vil have ændret noget i forligsteksten, må det ske i en retssag. Men derudover mandede Arne Ullum til ro, og skal i den forbindelse mødes med Messerschmidts advokat i løbet af onsdagen for at finde hoved og hale i sagen.