De britiske konservative vil ikke have Dansk Folkeparti med i den nye EU-skeptiske gruppe i parlamentet.
Men ifølge Dansk Folkepartis store stemmesluger Morten Messerschmidt, så ønsker han og partifællen Anna Rosbach heller ikke at blive optaget i gruppen.
"Vi har aldrig søgt om optagelse i gruppen. Vi har ikke fundet, at det er den rigtige gruppedannelse for os," siger han ifølge JP.
Årsagen er spørgsmålet om Tyrkiets medlemsskab, forklarer han.
"Når det kommer til Tyrkiets medlemskab, er den her gruppe ikke enig med Dansk Folkeparti. Og på sådan et væsentligt spørgsmål har vi ikke noget fællesskab, og det gør gruppedannelse svær," siger Messerschmidt.
Tidligere fortalte Anna Rosbach dog, at DF gerne ville optages i gruppen.
"Det er rigtigt nok, at vi gerne vil ind i den nye gruppe, og der foregår forhandlinger i øjeblikket," sagde hun.
Grunden til, at de britiske konservative ikke vil have Dansk Folkeparti med, er, at partiet har et image som indvandrerfjendtligt.
"Der er kun et ganske fragmentarisk kendskab til Dansk Folkeparti i udlandet, og så kategoriserer man fuldstændigt skødesløst os sammen med tåbelige bevægelser," kommenterer Morten Messerschmidt.
Dansk Folkeparti snakker med en række partier og udelukker ikke, at gå sammen med det EU-fjendtlige UK Independence Party, der tidligere har arbejdet sammen med blandt andre Junibevægelsen.