DF-formand Morten Messerschmidt har aldrig været i tvivl om, at han ville blive frikendt i sagen om dokumentfalsk og brug af EU-midler.
Det siger han foran Retten på Frederiksberg, hvor han netop er blevet frikendt i sagen af en enig byret.
- Det betyder rigtig meget, for det er en sag, som har kastet lange skygger over Dansk Folkeparti og mig selvfølgelig som politiker i gennem syv år og et par måneder. Det at kunne lægge det bag sig, er rigtig godt, siger Morten Messerschmidt.
Det er anden gang, at sagen er for retten.
Første gang blev Morten Messerschmidt idømt seks måneders betinget fængsel, men sagen skulle gå om, da dommeren blev erklæret inhabil, efter at han havde liket Facebook-opslag, som var kritiske over for Messerschmidt.
Men nu er Dansk Folkepartis formand altså blevet frikendt.
Sagen mod Morten Messerschmidt tager afsæt i et sommergruppemøde, som Dansk Folkeparti afholdt i Skagen i 2015.
DF-formanden har været anklaget for dokumentfalsk og svindel med 98.325 kroner i EU-støtte, som skulle gå til en EU-konference.
Spørgsmålet gennem hele retssagen har været, om konferencen i forbindelse med sommergruppemødet overhovedet blev afholdt - som Morten Messerschmidt har fastholdt - eller om pengene blev brugt til at betale for selve sommergruppemødet.
Morten Messerschmidt fortæller til journalister, at han blev rørt, da dommeren læste dommen op.
Han beskriver forløbet som hårdt og opslidende.
Sagen er dog ikke nødvendigvis slut endnu, da anklagemyndigheden kan vælge at anke sagen til landsretten.
Om det siger Morten Messerschmidt:
- Jeg tænker, at det må være træls at gå på arbejde med så mørkt et sind og altid at se glasset som halvt tomt. Sådan er der nogle mennesker, som har det. Jeg ser det som halvt fuldt, siger han og påpeger, at det er en enig domsmandsret, som har frifundet ham.
Anklagemyndigheden vil nu læse dommen og herefter tage stilling til, om den skal ankes.
Under retssagen har der tegnet sig et billede af, at dem, der stadig er medlem af Dansk Folkeparti, husker et sommergruppe med EU på programmet. Det gælder blandt andet Pia Kjærsgaard.
Til gengæld havde nu forhenværende DF'ere en anden erindring. Peter Skaarup og Kristian Thuelsen-Dahl husker således ikke, at der holdt et EU-seminar.
- Det har været syv hårde år, hvor man kan sige, at i vennekredse og professionelle sammenhænge er får og bukke er blevet adskilt, siger Morten Messerschmidt efter domsafsigelsen.
- Det havde ikke kunnet lade sig gøre personligt at gå igennem, hvis ikke jeg havde Dot (Wessmann, red.) eller de mange andre, der har støttet.
/ritzau/