Forbundskansler Angela Merkel siger under et besøg i Moskva hos præsident Vladimir Putin, at Tyskland vil indkalde til et fredsmøde om Libyen.
Både Tyrkiet og Rusland har appelleret til de stridende parter i Libyen om at indgå en våbenhvile.
- Vi håber, at de fælles anstrengelser fra Ruslands og Tyrkiets side vil blive en succes, og vi vil snart sende invitationer ud til en konference i Berlin.
Det siger Merkel på et pressemøde sammen med Putin.
Putin bliver spurgt til den såkaldte Wagnergruppe - russiske lejesoldater, der har taget del i kampene i Libyen.
Reuters og andre nyhedsmedier har tidligere rapporteret om organisationen.
Putin svarer, at hvis der er russere i Libyen, så repræsenter de ikke den russiske stat. Og de bliver i al fald ikke betalt af den russiske stat, betoner han.
Den russiske præsident mener, at tiden er komme til at holde fredsforhandlinger i Berlin.
Tyrkiet er senest efter aftale med den FN-anerkendte regering i Libyens hovedstad, Tripoli, begyndt at stationere tyrkiske soldater i landet.
EU's rådspræsident, Charles Michel, er lørdag kommet til Tyrkiet. Her skal han tale med præsident Recep Tayyip Erdogan om, "hvordan EU og Tyrkiet kan arbejde sammen for at nedtrappe situationen i Mellemøsten og Libyen".
Det skriver Michel på Twitter.
Libyen er har udviklet sig til et kaos, efter en Nato-støttet opstand førte til den autoritære leder Muammar Gaddafis fald og død for otte år siden.
I 2019 forværredes situationen. Den selvbestaltede leder i den østlige del af landet Khalifa Haftar og hans milits indledte en offensiv mod regeringen i Tripoli i den vestlig ende af landet.
Kampen har ifølge FN ført til, at der strømmer militært udstyr ind i landet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters