Det er en tilfreds tysk forbundskansler, der søndag aften gør status, efter at socialdemokraterne SPD på en ekstraordinær kongres stemte ja til at forhandle videre om et nyt regeringsgrundlag.
- Dermed er vejen banet, og vi kan forhandle videre om et nyt regeringssamarbejde.
- Det er vigtigt, at Tyskland får en stabil regering, der kan tage hånd om fremtidens problemer, siger Angela Merkel, der også er leder af det konservative CDU-parti.
Merkel gør også klart, at hun vil i gang hurtigst muligt. Allerede mandag mødes hun med søsterpartiet CSU for at lægge en slagplan før forhandlingerne.
Hun siger også, at hun forventer "målrettede, intensive forhandlinger i et fornuftigt klima".
Forbundskansleren lader det imidlertid stå åbent, i hvor høj grad den foreløbige aftale med SPD kan strækkes eller bøjes i forsøget på at nå et kompromis.
- Aftalen er den ramme, vi forhandler ud fra. Der er stadig en masse detailspørgsmål, der skal afklares, og det kommer formentlig til at tage noget tid, siger Angela Merkel.
/ritzau/dpa