Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at der er fantastisk enhed i Vesten i spørgsmålet om, hvordan man skal reagere på situationen i Syrien.
Hun udelukker dog tysk deltagelse i et eventuelt angreb på syriske styrker. Men hun understreger sin fulde opbakning til, at der trækkes en streg i sandet i forhold til kemiske våben.
- Tyskland vil ikke deltage i en mulig militær aktion. Men jeg vil gerne understrege, at der ikke er truffet nogle beslutninger endnu, siger Merkel ved et fælles pressemøde i Berlin med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
De franske præsident, Emmanuel Macron, hævder, at Frankrig har beviser for, at regimet i Syrien står bag det kemiske angreb. Han siger, at han ikke vil tillade en eskalerende konflikt i regionen.
- Vi har beviser for, at kemiske våben - i hvert fald klor - blev anvendt, og at det var regimet omkring Bashar al-Assad, som stod bag, siger Macron i et interview med den franske tv-station TF1.
Macron tilføjer, at han vil svare igen "på et tidspunkt, som vi vælger - når vi mener, at det vil være mest nyttigt og mest effektivt." Den franske præsident siger videre, at han er i daglig kontakt med USA's præsident, Donald Trump.
Mindst 60 blev dræbt ved lørdagens angreb, og hundreder har ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO haft symptomer på at være blevet kemisk forgiftet.
/ritzau/