Europas forhold til USA lider under en aktuel strid om handel, men forsvarsalliancen Nato, hvor USA er den suverænt største magt, er stadig helt central for de europæiske landes sikkerhed.
Det fastslår den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Forbundsdagen før torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.
- Vi er overbevist om, at denne alliance fortsat vil være afgørende for vores fælles sikkerhed, siger Merkel.
Dialog med USA er nødvendig for at undgå en eskalering af en handelskrig med Europa, understreger kansleren.
Merkel mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, ved Nato-topmødet i Bruxelles i anden uge af juli.
Forbundskansleren kritiserer Trumps beslutning om at lægge høje toldsatser på stål og aluminium.
- Vi mener, at denne told er ulovlig, siger Merkel.
USA har begrundet toldtarifferne med national sikkerhed, hvilket har været svært for EU-lederne af forstå og acceptere.
Som modsvar har EU-landene nøje udpeget amerikanske varer, der pålægges importtold. Det gælder blandt andet motorcykler fra Harley Davidson.
/ritzau/dpa