Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, er fredag mødtes og har skudt gang i et besøg, der skal styrke forholdet mellem de to.
Et forhold der har haft en hård start.
Men det ser ud til, at de to er opsat på at bløde forholdet op.
- Vi ønsker at bygge et fælles Europa op, sagde Hollande ved sin ankomst ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Merkel bød sin gæst velkommen i kystbyen Stralsund og understregede, at det at lære hinanden og hinandens hjem at kende "er en god ting set i lyset af de mange problemer, vi er nødt til at diskutere".
Hollande kvitterede herefter sin værtinde.
- Angela, jeg er meget begejstret for din invitation, fordi det er dig, fordi dette er et smukt sted, og endeligt fordi det er den 9. maj og dermed Europadagen, sagde han.
Merkel har inviteret sin franske kollega til uformelle drøftelser om blandt andet økonomi og krisen i Ukraine. Besøget finder sted i Merkels østtyske valgkreds, hvilket er en sjælden gestus fra forbundskanslerens side.
På programmet er der en del sightseeing som eksempelvis en spadseretur lørdag forbi kirker og gavlhuse. Derudover bliver krisen i Ukraine formentligt et omfattende punkt på dagsordenen.
Besøget skal styrke de personlige og politiske bånd mellem lederne, der ellers kom dårligt fra start. Mens konservative Merkel er gået i spidsen for en stram økonomisk politik under finanskrisen, kæmpede Hollande for yderligere investeringer, der skulle sætte gang i væksten.
Samtidig bakkede Merkel åbent op om Hollandes valgrival, daværende præsident Nicolas Sarkozy.
/ritzau/AFP