Grækenland er et af hovedemnerne på et møde torsdag aften i Berlin mellem Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande.
Merkel opfordrede den gældsplagede nation til at holde fast i sine reformprogrammer.
- Det er vigtigt for mig, at vi alle holder os til vore forpligtelser, men jeg vil også opfordre Grækenland til at fortsætte ad dets reformsti, siger Merkel.
Den franske præsident giver udtryk for, at han ønsker, at Grækenland skal blive i eurozonen, men opfordrer også landet til at gennemføre de reformer, der skal gøre det muligt.
- Jeg ønsker, at Grækenland bliver i eurozonen, men det er op til Grækenland at gøre den nødvendige indsats, så vi kan opnå den målsætning, siger Hollande, da han ankommer til mødet med Angela Merkel.
/ritzau/