Den tyske forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollande presser på for at få FN's Sikkerhedsråd til at tage en beslutning angående den humanitære situation i borgerkrigsramte Syrien.
- Vi vil insistere på, at Sikkerhedsrådet tager den nødvendige beslutning, og at der sker fremskridt i den internationale dialog især angående den humanitære situation, siger Merkel ved en pressekonference efter mødet med den franske præsident.
- Vi handler sammen som europæerne, med alle dem som mener, at Syriens præsident Bashar al-Assad ikke kan fortsætte som leder af landet, fordi han sætter sit eget folks liv på spil, siger François Hollande.
Rusland og Kina har indtil nu nedlagt veto mod forsøg på at vedtage en bindende resolution mod Assad.
Torsdag rykkede syriske regeringsstyrker ind i bydelen Daraya uden for hovedstaden Damaskus. Fremrykningen skete med kampvogne og pansrede mandskabsvogne, siger oppositionsgrupper i bydelen.
Målet var at tvinge væbnede oppositionsgrupper ud af området, hvor de har baser. Mindst 15 mennesker blev dræbt og flere end 150 blev såret under offensiven, siger aktivister.
- De anvender mortergranater for at rydde hver sektor af bydelen for oprørere, fortæller et øjenvidne.
Regeringssoldater går fra hus til hus og gennemsøger dem for eventuelle oprørere. Daraya er beboet af sunnimuslimer, der i stigende omfang vender præsident Bashar al-Assad ryggen.
Soldaterne er på vej ind mod bydelens centrum og møder kun svag modstand fra oprørere, siger aktivister i Damaskus.
Det folkelige oprør i Syrien er blevet til en brutal borgerkrig, hvor 23.000 har mistet livet siden marts sidste år ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. Ifølge FN er tallet 17.000.
/ritzau/AFP