Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, udtrykker lettelse over, at EU's finans- og økonomiministre natten til torsdag efter 14 timers forhandlinger fik halet en aftale om et nyt, fælleseuropæisk banktilsyn i hus.
- Det kan slet ikke roses nok, siger Merkel torsdag morgen i en tale til Forbundsdagen i Berlin, inden hun rejser videre til EU-topmøde i Bruxelles.
Kansleren fremhæver blandt andet, at banktilsynet vil få stor betydning for EU.
Banktilsynet skal være fuldt funktionsdygtigt 1. april 2014, og det skal under særlige omstændigheder kunne gribe ind i samtlige banker i eurozonen og de andre EU-lande, som bortset fra Sverige og Storbritannien alle har meldt ud at ville være med.
/ritzau/