Mure er ikke en god løsning på udfordringer med migration, siger den tyske forbundskansler under et besøg i Mexico - tilsyneladende med indirekte adresse til USA's præsident.
- Bygning af mure og opsætning af hegn løser ikke problemet, siger Merkel.
Hendes møde med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, havde fokus på økonomi og handel.
USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at han vil opføre en mur langs grænsen til Mexico. Den skal effektivt stoppe ulovlig indvandring fra syd, har han sagt. Muren skal være 3000 kilometer lang.
Den tyske kansler er kendt for at føre en helt anden migrationspolitik end Trump. Hun stod i spidsen for de åbne grænsers politik, da antallet af migranter og flygtninge til Europa steg markant for et par år siden.
- Det vigtigste er at tage fat på årsagerne til migration, siger Merkel under mødet i Mexico.
Trump har sagt, at Mexico skal betale for murens opførelse. Det har Peña afvist.
Kansleren understreger, at bander og menneskehandlere naturligvis skal bekæmpes.
- Det er et stort problem, men at bygge stærkere grænseanlæg løser det ikke, siger Merkel.
Titusinder af mennesker forsøger årligt at krydse grænsen til USA. De fleste kommer fra lande i Mellemamerika.
Trafikken af mexicanere mod USA er mindre end trafikken den anden vej.
/ritzau/dpa