Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, rejser torsdag til Paris for at forhandle med præsident François Hollande om en styrkelse af eurozonen og det europæiske erhvervsliv.
Det fransk-tyske topmøde finder sted dagen efter, at EU lempede kravene for Frankrig og fem andre af EU's største økonomier og gav dem mere tid til at trimme deres budgetunderskud.
Frankrig har fået to år ekstra til at komme under EU's grænse på tre procent af budgetunderskuddet, og den tyske regering har samtidig nedtonet dens kampagne for budgetmæssig disciplin og sparekurs, hvilket kritikere mener forværrer krisen.
Spekulationer om store problemer i EU's fransk-tyske akse afvises af franske diplomater forud for kanslerbesøget.
- Vores relationer til Tyskland er meget ligefremme, meget normale og meget effektive, siger en fransk diplomat fra Hollandes kontor.
- Vi indleder måske møder med forskellige holdninger, men vi finder ud af det hver gang, siger han.
I Tyskland er der bekymring for, at Berlin kan blive gjort til syndebuk for krisen i EU's økonomiske udvikling, som har udløst sociale uroligheder i blandt andet Grækenland. I de seneste uger er den tyske retorik derfor blevet ændret, så der er mere fokus på jobskabelse.
Da de to lande i januar markerede 50-års-dagen for en venskabspagt mellem de to tidligere rivaler og fjender gennem to verdenskrige, lovede Merkel og Hollande at komme med fælles fransk-tyske udspil til mere samarbejde i eurozonen, styrkelse af konkurrenceevnen i EU og jobskabelse.
De økonomiske initiativer, der skal fremme vækst og arbejdspladser vil blive fremlagt for de øvrige EU-lande på EU-topmødet i slutningen af juni, hvor vækst og arbejdspladser i Europa står øverst på dagsordenen.
Merkel har også indkaldt alle EU's arbejdsministre til et møde i Berlin den 3. juli om ungdomsarbejdsløsheden i Europa.
/ritzau/AFP