Personlighed, charme og taktik betyder rigtig meget, når verdens mest magtfulde politikere mødes til G8. Således roses den tyske kansler Angela Merkel for at have charmeret de to kamphaner George W. Bush og Vladimir Putin. De har ellers været ved at ryge i totterne på hinanden over de amerikanske planer om et missilskjold.
»Som kvinde har hun en blødere tilgang og spiller rollen som mægler mellem de magtfulde mænd. Hun sørgede for eksempel for at have Putin på den ene side og Bush på den anden, da der blev taget fællesfoto. Dermed viste hun Putin en ære, der er meget vigtig i russisk mentalitet,« siger seniorforsker Hans Mouritzen fra DIIS.
Bushs holdningsskifte
Det er i forhandlingerne om de sværeste emner, den personlige kemi kan betyde forskellen mellem succes og sammenbrud.
»De personlige forhold kan betyde noget for marginalerne, især for stormagternes vedkommende. Meget tyder jo på, at USA s standpunkt på en klimaaftale er blevet ændret under mødet,« siger han.