Krimiserien “Sommerdahl” har været en af de største succeser på TV2 Charlie. Og nu er der godt nyt til alle fans af serien, der har Peter Mygind i hovedrollen som efterforskeren “Dan Sommerdahl”.
Anden sæson er netop afsluttet, men der er mere på vej i form af en tredje sæson. Det bekræfter Peter Mygind over for Se & Hør.
- Det er fantastisk. Det er ikke sket så mange gang i mit liv, at jeg har prøvet at lave en tredje sæson af en tv-serie, hvilket jo er et tegn på, at serien går godt, og at seerne kan lide den. Jeg glæder mig til at skulle optage igen, siger den 57-årige skuespiller til ugebladet.
Her fortæller han også, at det ikke blot bliver mordgåderne i Nordsjælland, der kommer til at fylde, men også trekantsdramet mellem ham, ekskonen og vennen.
“Sommerdahl” har haft mere end 700.000 seere pr. afsnit og er også blevet solgt til en lang række europæiske lande.