Vi har alle set James Bond rulle ærmerne op, så hans nydelige arm og pæne Omega-ur kommer til syne. Eller set ham hoppe fra en bro og elegant lande på en lastbil, der næsten tilfældigt havde Carlsbergs logo på siden. Produktplacering er et kendt og effektivt reklamefænomen. Takket være de borgerlige i EU er reglerne desværre blevet lempet, så vi kan vente mere produktplacering i fremtiden.
Sjovt nok mener vores egen borgerlige kulturminister ikke, de nye regler udgør noget problem, fordi Danmark stadig har ret til skrappere regler. Her må jeg gøre ministeren opmærksom på, at vi lever i et internationalt samfund. Vi ser masser af fjernsyn fra udenlandske kanaler, som skjult reklamerer for internationale produkter, man også kan købe i Danmark. Jeg håber derfor stærkt på, at vi kan få skrappere regler i hele EU, næste gang tv-direktivet skal forhandles!