Humøret, selvtilliden og viljen til at vinde er tilbage i Brøndbyspillet. Det var bare ikke helt nok, da Lillestrøm var på besøg i Royal League. Kampen endte 1-1, og det kan Brøndby faktisk være godt tilfredse med. For selv om Brøndby spillede udmærket og gik til pause med en 1-0-føring på mål af David Williams, åd nordmændene sig ind i kampen, udlignede føringen og sluttede klart bedst.
Brøndby var allerede sikret adgang til kvartfinalerne, men skal nu hente mindst fire point i de to sidste kampe mod FC København, hvis de vil vinde puljen.
OB er også videre, efter at de sejrede 1-0 på udebane over norske Rosenborg på scoring af Johan Absalonsen efter 34 minutter. Rosenborg havde overtaget, men fik aldrig rigtig testet OB. Fynboerne, der stadig mangler to kampe, er sikre på at ende på mindst en af de to adgangsgivende tredjepladser.
Viborg kunne have bevaret et spinkelt håb om videre avancement med en hjemmesejr over AIK Stockholm. Men heller ikke denne gang lykkedes det den nye træner, Anders Linderoth, at smage sejrens sødme. Efter otte minutters spil bragte brasilianske Daniel Mendes gæsterne i front, og kort efter pausen gjorde Bernt Hulsker det til 2-0. Thomas Tengstedt reducerede med ti minutter igen, men til ingen nytte. Viborg ender sidst i gruppen med tre uafgjorte kampe og tre nederlag.