Der ventes fredag mere kraftigt regnvejr i dele af Tyskland, som allerede er ramt af oversvømmelser.
Det oplyser vejrtjenesten DWD.
Nogle områder i delstaten Nordrhein-Westfalen og i Harzen vil få vedvarende regn hele fredagen og noget af lørdagen.
Her kan inden for et døgn falde 40 millimeter regn.
Situationen er alvorlig i Niedersachsen omkring delstatens hovedstad, Hannover, ved floderne Aller, Leine og Weser. Her har der allerede været oversvømmelser.
I Niedersachsen fastslog ministerpræsident Stephan Weil torsdag, at der aldrig før har været oversvømmelser af det omfang i delstaten.
- Eksperter har i lang tid advaret om, at de stadig mere ekstreme vejrbegivenheder er forbundet med klimaforandringer, sagde han.
Flere end 200 aber, lemurer og præriehunde måtte torsdag flyttes fra en zoologisk have i Hodenhagen nord for Hannover, fordi området var oversvømmet.
Vandniveauet i Elben aftager i den østtyske by Dresden.
Torsdag steg det 5,92 meter over normalen og lige under seksmetermærket, som ville have udløst det næsthøjeste alarmniveau.
Det meste af Tyskland har hen over juleferien været ramt af store mængder regn, og det har fået floder til at svulme op.
/ritzau/dpa