Snart er der god grund til at smile til kameraet. I hvert fald er der flere kameraer at smile til, for justitsminister Lene Espersen (K) er på vej med et lovforslag, der vil give banker, butikker, hoteller, og restauranter mulighed for at tv-overvåge i det offentlige rum og gemme optagelserne i op til 30 dage, skriver Jyllands-Posten.
»De banker og butikker, som mener at have en god begrundelse for at sætte kameraer op for at forebygge kriminalitet, får mulighed for det,« siger justitsministeren til Jyllands-Posten. Samtidig garanterer hun, at overvågningen ikke kan misbruges i forhold til borgernes retssikkerhed.
Personoplysningerne fra tv-overvågningerne må ikke videregives uden den eller de berørtes samtykke - medmindre politiet skal bruge dem i forbindelse med en efterforskning. Men Forbrugerrådet er skeptisk.
»Det er klart, at vi ikke bryder os om det, hvis overvågningen bliver så tæt, at folk skal løbe spidsrod mellem kameraerne. Vi vil have en nøjagtig definition af, hvornår og hvor meget man må overvåge disse områder for at undgå, at man bliver overvåget som forbipasserende på gaden,« siger jurist Agnete Sigurd fra Forbrugerrådet til Jyllands-Posten.