Terrorhandlingen mod Domodedovo lufthavnen i Moskva kostede 35 mennesker livet og sårede flere end 100.
Nu har præsident Medvedev beordret ekstra massiv sikkerhed rundt om hovedstaden. Især lufthavne, stationer og andre trafikknudepunkter bliver holdt under ekstra opsyn. Det oplyser BBC.
Sidste år blev 40 russere slået ihjel af to bomber i hovedstadens Metro, og allerede dengang kom der løfter om bedre sikkerhed på centrale steder. Nu lover Medvedev så, at de eksisterende sikkerhedsregler skal have et grundigt eftersyn som følge af mandagens terrorhandling.
"Efter lignende episoder tidligere har vi gennemført den nødvendige lovgivning, og nu er vi nødt til at tjekke, om den er blevet ført
tilstrækkeligt ud i livet. For der har tydeligvis været mangler, og vi bliver nødt til at komme til bunds i det her," siger præsidenten ifølge BBC.
Mistanken for angrebet i lufthavnen retter sig mod militante grupper fra det sydlige Rusland.
Kilde: BBC