Godt nyt til dig, der er fan af morgen-tv på TV 2. For nu bliver der mere af det.
Fra i dag, den 13. oktober, begynder "Go' morgen Danmark" allerede klokken 06.30 og sender nu en time længere hver hverdag – frem til klokken 10.30.
Herefter bliver programmet genudsendt frem til klokken 14.50.
– Med den udvidede sendetid får vi endnu mere liv og aktualitet ind på TV 2 i løbet af dagen. I en tid, hvor det kan være svært at finde fælles fodslag og få gang i de vigtige samtaler, er vores public service-rolle vigtigere end nogensinde. Her spiller Go'-programmerne en nøglerolle, siger Henriette Ladegaard-Pedersen, programredaktør på TV 2.
Go’ aften Live fortsætter med sine daglige sendetider: kl. 17.20–18.00 og 18.25–19.00. Go’ weekend sendes som normalt lørdag og søndag fra kl. 08.10–10.00. Og efter nytår lanceres et nyt søndagsprogram i Go'-universet, som får sendetid fra kl. 18.20–19.00.
De faste værter på "Go’ morgen Danmark" og "Go’ aften Live" er Lise Rønne, Louise Wolff, Michèle Bellaiche, Andrew Moyo, Mikkel Kryger, Steen Langeberg, Janni Pedersen, Natasja Crone, Adam Duvå Hall og Rasmus Staghøj.