Bilmærker som Skoda og Hyundai bruger nu garantiperioden som katalysator for at få folk til at købe ny bil.
Skoda indfører en fire årig garanti på sine nye modeller, der er i handlen fra april måned, mens Hyundai i fredags offentliggjorde, at de tilbyder hele fem års garanti på sine nyeste modeller.
Det falder i FDM's smag. De har længe efterlyst længere garantier på biler.
"Vi forstår ikke, at der er mindre garanti på en bil til 200.000 kroner end på et billigt kamera eller en vaskemaskine. For forbrugerne er en god garanti vigtig, og vi anbefaler konsekvent vores medlemmer at vælge biler med mindst tre års garanti," fortæller Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM, til Berlingske Media.
Og både ifølge organisationen og branchen selv, så vil en udvidelse af garantierne på nye biler falde i forbrugernes smag, og tilmed brede sig til resten af branchen som en steppebrand.
"Det kommer ikke på én gang som en ketchupeffekt, men der er ingen tvivl om, at vi vil se flere bilmærker forlænge garantien. Det er kun et spørgsmål om tid," vurderer Søren W. Rasmussen fra FDM.