Støttecenter Mod Incest tager imod opkald to gange om ugen og har erfaret, at antallet af incestofre er stort. Det er specielt voksne, der har været ofre for seksuelt misbrug i deres barndom, der opsøger rådgivning, skriver Urban.
Socialrådgiver og psykoterapeut Jette Lyager mener, at fokus skal rettes mere imod de misbrugte børn, der nu er blevet voksne, da hun mener, de bliver glemt.
Voksne får tilbudt ti gratis psykologbehandlinger, hvis de har været udsat for incest som barn, men det er ikke nok, mener Lyager.
Det i høj grad tabubelagte emne kommer dog frem i lyset en gang imellem, når medierne sætter fokus på problemerne. 'Tøndersagen' har blandt andet inspireret til spillefilmen 'Himlen Falder', der har premiere i dag.
"Vi kan altid mærke, når der har været noget i fjernsynet om incest. Mennesker, der har fortrængt ting i årevis, ser pludselig nogen på tv, som de kan spejle sig i, og som beskriver præcist, hvordan de har det," siger Lyager.