Regeringen kommer i dag med en ny handleplan, der skal bekæmpe menneskehandlen og især handlen med kvinder, skriver Berlingske Tidende.
Handleplanen fokuserer på at dæmme op for problemet, hjælpe ofrene og fange bagmændene. Der oprettes blandt andet lokale gadeteams, som skal stå for det opsøgende arbejde, samtidige med at politiet får styrket sine efterforskningsmuligheder.
»Der er tale om noget af det mest menneskefjendske, man kan tænke sig. De her bagmænd behandler kvinder som en vare, man bare kan bruge og smide væk bagefter,« siger socialminister Eva Kjer Hansen (V).
De handlede kvinder, som bliver opdaget af myndighederne, skal heller ikke længere sendes hjem efter 30 dage, men de tilbydes i stedet en 100-dags beskyttelsesperiode, hvis de indvilliger i at samarbejde om en forberedt hjemsendelse.
Planen vækker da også glæde hos Trine Lund Jensen leder af Reden-Stop Kvindehandel i København, men der er stadig plads til forbedringer.
»Det er fint, at man vil arbejde for at dæmpe efterspørgslen efter kvinderne, sætte fokus på politiets arbejde og styrke den internationale indsats. Omvendt er der stadig nogle ting, man ikke har taget højde for. Blandt andet, at kvinderne ikke har mulighed for at få humanitært ophold, selv om der er risiko for, at de rejser hjem i armene på bagmændenes netværk,« siger hun.